Generalmajor Andreas Hauch
Garden til hest o. 1780
Kronprinsens Livkorps o. 1801

Soldaten Hauch

 

Adam Wilhelm Hauch blev født den 26. september i 1755 København. Faderen, Andreas Hauch, var netop blevet Generalmajor efter at have været generaladjudant hos Kongen, som satte ham højt.

Det var faderens plan, at sønnen ligesom broderen Georg skulle træde i hans  fodspor. Kongen var enig, og han gav drengen militære rangtitler: 5 år gammel blev han fændrik og som 10-årig premiereløjtnant ved norske livregiments dragoner.

Samme år, 1765, blev faderen  kom-mandant på Kronborg, og familien flyttede til Helsingør. Moderen var død allerede i 1760 i barselsseng og faderen havde giftet sig igen med Anne Cathrine von der Maase, enke efter den rige von Staffeldt til Kongsdal.

I Helsingør blev den unge norske kandidat Reir Gjellebøl ansat som huslærer, og under hans vejledning blev Adam Wilhelm student i 1771.

Hauch blev indskrevet ved Køben-havns Universitet uden dog at komme i gang med studierne. I stedet drog han straks til Itzehoe, hvor norske livregi-ments dragoner lå, og her blev han, til han i 1775 vendte tilbage til Køben-havn, hvor han blev løjtnant i livgarden til hest og senere ritmester.

Men Adam Wilhelm ville prøve kræfter på en rigtig slagmark, og han fik ved kongelig resolution af 12. august 1778 tilladelse til at indtræde som frivillig i det prøjsiske kavaleri for at deltage i den bayerske arvefølgekrig.

Da de prøjsiske tropper om efteråret forlod Bøhmen, og Frederik den Store tog vinterkvarter i Breslau, fik Hauch tilladelse til at begive sig til hertugen af Braunsvigs arme i Schlesien, og med den deltog han i vinterfelttoget i nærheden af Troppau og Jägerndorf under general Lossow. Da man sluttede våbenhvile  i foråret 1779 forlod Hauch armeen og  foretog en rejse i det fremmede, og ved hjemkomsten i slutningen af året, blev han major ved livgarden til hest.

Hans far døde d.18. maj 1782, og samme år blev Adam Wilhelm Hauch mmerherre og året efter staldmester under overstaldmester Henrik von Bülow. Nu tegnede en fremtid ved hoffet sig, og da stedmoderen døde i 1786 og efterlod børnene en betydelig arv, søgte han sin afsked fra militæret. Den fik han bevilget den 17. marts 1786.

Englandskrigene

Men langt senere blev der igen brug for hans militære erfaring. I år 1800, da krigen med England brød ud, blev han chef for Kronprinsens Livkorps, som studenterne ved Københavns Universitet dannede. Hans blev udnævnt med en hædrende og smigrende skrivelse fra kronprins Frederik:

”Hans Majestæt Kongen, min Fader; har udset sin Overhofmarskal, Kam-merherre Hauch, til Anfører for disse brave Fædrelands Forsvarere, en Mand, der har ligeså meget Fordring på min Tillid, som på de akademiske Borgeres Agtelse”.

Videnskabsmanden Hauch

Inspiratorer

Efter faderens død var Hauch flyttet til Amaliegade 12, og i 1786 flyttede han til Prinsens Palæ, hvor maleren Nicolaj Abildgaard også boede. Gennem ham og gennem sit arbejde i de kongelig hestestalde kom han nu i nær kontakt med med malerens bror, P.C.Abildgaard, der i 1773 havde grundlagt veterinærskolen. Han blev en god ven og mentor, som ansporede Hauch til at studere fysik og kemi. For en stor del var der naturligvis tale om selvstudium, men han fulgte også de offentlige forelæsninger, som professoren i eksperimentalfysik og medicin, Kratzenstein, holdt for fornemme folk mod betaling. Forelæsningerne blev ledsaget af eksperimenter, idet Kratzenstein rådede over en fin instrumentsamling, så her fik Hauch skærpet sin interesse den eksperimentelle snarere end den teoretiserende tilgang til fysikken. Derudover ved man, at Hauch mod betaling af 10 Rdl overværede apoteker Tychsen foredrag om kemi. Men det stod klart for Hauch, at hvis han ville videre med disse videnskaber krævede det mere apparatur og mere vejledning, end han kunne få i København. Han måtte til udlandet.

Rejsen 1788-89

Så i 1788 begav Hauch sig ud i Europa. Det fremgår af et brev, som han sendte fra Danzig d. 7. Juli 1788 til hofmarskal Bülow, at den egentlige anledning til rejsen var, at han som staldmester skulle købe heste i Polen til de kongelige stalde. Men Hauch så muligheden og fik kongens tilladelse til derefter at rejse videre for at dyrke sin egen naturvidenskabelige interesse og for at indkøbe instrumenter. Efter at have afsluttet sine opgaver i Polen drog Hauch til Berlin, hvor han opsøgte kendte naturvidenskabsmænd, blandt andet kemikeren Klaproth og astronomen Bode. Men han orienterede sig også i udvalget hos Catel, et firma, der havde specialiseret sig i matematisk og fysik orienteret legetøj. I Kabinettet findes flere genstande fra Catels kataloger, som Hauch formodentlig har anskaffet ved denne lejlighed. Gennem Nordtyskland gik turen videre til Holland, hvor han besøgte Teylers berømte samlinger i Haarlem og mødte lederen af den fysiske afdeling, van Marum. Kun få år tidligere havde man her opført den ovale sal, hvor bl.a.tidens ubestridt største elektrisermaskine stod. Her holdt van Marum velbesøgte offentlige forelæsninger, og han demonstrerede de mange apparater i samlingen. Adskillige år senere lykkedes det Hauch at erhverve en stor samling af kemiske apparater udviklet af van Marum til demonstration af forbrændingsprocesser ).

Fra starten af september tilbragte Hauch fem måneder i London. Også her traf han en række af tidens kendte naturforskere, Joseph Banks. der var præsident for Royal Society, Cavendish og Priestley, opdagerne af henholdsvis brint og ilt, og astronomen Herschel. Men i London arbejdede også tidens i særklasse ypperste instrumentmagere: Adams, Nairne og Ramsden. Vi ved ikke, om han købte instrumenter hos dem under opholdet, for man savner i det hele taget korrespondence, bestillinger og regninger vedrørende Hauchs indkøb, men i kabinettet findes flere af deres instrumenter.. De kan imidlertid være købt senere, evt. gennem mellemmænd. Men det synes sikkert, at han også har interesseret sig for fysikkens praktiske anvendelsesmuligheder, for i samlingen er der et eksemplar af den type varmemåler, Josiah Wedgwood havde opfundet for at kunne måle de høje  temperaturer i ovnene på den kendte porcelainsfabrik, og den medfølgende brugsanvisning er netop trykt i disse år. Inden Hauch forlod London var han blevet optaget i frimurerlogen, og i et brev til hofmarskal Bülow dateret 17. januar 1789 gør han rede for sine videre rejseplaner: Paris, Sydfrankrig og derfra til Italien, ”så langt Tiden og mine Penge rækker”.

Han kom til Paris i starten af februar, hvor hans vigtigste møde var med kemikeren Lavoisier, der endnu i dag betragtes som den moderne kemis grundlægger. I de følgende år bølgede debatten  mellem tilhængere af ”den gamle” og ”den nye” kemi hvort et centralt tema var, hvorvidt vand var et grundstof, som man traditionelt hævdede, eller om vand var sammensat af ilt og brint. Hauch stod helt på Lavoisiers side og efter hjemkomsten udtænkte han selv et apparat, inspireret af Lavoisiers, men simplere og billigere, som han fik fremstillet hos Dumoitiez i Paris. I det hele taget konstaterede han, at instrumenter var noget billigere i Paris end i London, og selvom hans økonomi i disse år var så god, at han kunne financierer såvel rejsen som store indkøb, bemærker man, at han senere ofte handler i Paris. Men her sluttede rejsen brat. Over-staldmester Bülow døde, og Hauch blev straks kaldt hjem midt i februar 1789 for at overtage stillingen. Det betød også, at han flyttede han ind i Staldmestergården på hjørnet af Tøjhusgade og Frederiksholms Kanal.

Kabinet og forelæsninger


På 1. salen indrettede han sit fysiske kabinet, og allerede fra 1790 indbød Hauch til forelæsninger i kabinettet, som han havde oplevet det hos Kratzenstein og i Holland hos van Marum – i starten mest for hoffets folk, men senere også for militærfolk, studerende og lærde. Herom skriver statsministerfruen, Charlotte Frederikke Reventlow, i et brev til en veninde d. 20.december 1793: ”Det er ubehageligt, at Hauchs Forelæsninger netop falde paa de to Postdage: jeg maa af den Grund fatte mig kort, da jeg skal gøre Toilette. I øvrigt er det meget interessant at høre ham; han fremstiller alt saa fatteligt; jeg kan ret godt følge ham, kun ikke altid ved Beregningerne.” H.C. Ørsted hørte ikke selv Hauchs forelæsninger, men senere fik han forevist samlingen af Hauch. Det samme skete for mange andre, f.eks. prins Christian Frederik, den senere Christian VIII, der i 1803 skiver i sin dagbog: ”Torsdag 17. Marts. Om morgenen var jeg I Kammerherre Hauchs Cabinet, hvor og Prindsen af Gloucester var. Han gjorde Forsøg med Suurstof, Vandstof og oversyret Saltsyregas. Af det sidste kom Prindsen i en meget stærk og ubehagelig Hoste”. Også amtmanden i Pløn, August Hennings, besøgte kabinettet. Han skriver i 1802 i sin dagbog: ”Gårsdagens Morgen fløj af sted hos Overhofmarskal Hauch, som ikke blot viste os sit rige Forraad af fysiske Instrumenter, men også gjorde forskellige elektriske og andre Forsøg. Han ejer som bekendt ikke sin samling som udtryk for fornemt eller rigt Liebhaveri, men som en sand Lærd, og har anvendt dem til Forelæsninger. Det er derfor ikke noget usædvanligt for ham, at han viser Instrumenterne frem paa denne Maade, forklarer Formålet med dem og opstiller Forsøg. Noget har han selv opfundet eller forbedret og beskrevet i Afhandlingerne fra ”Videnskabernes Selskab”. For de lærde er han kendt for sine Skrifter.

Afhandlinger og lærebog


1790´erne var i det hele et frugtbart tiår - for samlingen og for Hauch som videnskabsmand. Han gik straks ved hjemkomsten i gang med en række kemiske undersøgelser og forbedringer af fysiske instrumenter, og han vandt stor respekt for sine omhyggeligt udførte forsøg. Resultaterne publicerede han bl.a. i ”Videnskabernes Selskabs Skrifter” Den 4. februar 1791 blev han medlem af Selskabet, som hvor han oplæste sine afhandlinger. Den første, om det forbedrede elektrometer, blev præsenteret 1.april, og d. 6. januar 1792 forelagde han sine undersøgelser over van-dets bestanddele, som også vakte opsigt ud over landets grænser. Hauchs sidste publikation i Videnskabernes Selskab er fra 1799, men selv om hans videnskabelige produktion var stærkt begrænset de følgende år, deltog han i næsten alle selskabets møder, og fra 1831 til sin død i 1838 var han præsident for selskabet Men ikke nok med det. I 1794, kun fire år efter hjemkomsten udgav han sin lærebog, ”Begyndelsesgrunde til Naturlæren” i to bind. Det er en gåde, hvordan Hauch på så kort tid fik erfaring og viden nok til at skrive dette værk om hele fysikken. Han har brugt sine noter fra forelæsningerne og sikkert støttet sig til Grens tyske lærbog og Gehlers Physikalische Wörterbuch, der udkom i årene1788-92. Lærebogen er pæget af Hauchs pædagogiske og klare fremstillingsform, og bevæger sig fra ”det enkelte og bekiendte” til ”det mere sammensatte og ubekiendte”. Fremstillingen af kemien baserer sig på ”den nye franske Chemiske Lære”, som ”efter vore nuværende Kundskaber er den fuldkomneste”. Gennem hele bogen omtaler han de forsøg, der belyser de mere teoretiske udredninger. Det er den første originale danske lærebog i fysik og dele af kemien, og den blev taget i brug i undervisningen på Universitetet og på Bjergseminariet i Kongsberg. Desuden blev den oversat til tysk i 1795 og til svensk i 1800. Da restoplaget brændte ved Københavns brand i 1795, besluttede Hauch at lave en ny udgave, der udkom 1798 – 99. I mellemtiden havde H C Ørsted startet sin strålende akademiske karriere, og i anmeldelsen af bind 1 angreb han Hauchs videnskabssyn. I bind 2, som udkom året efter, kommenterede Hauch kritikken i en efterskrift, og Ørsted tog så til genmæle i sin anmeldelse af dette bind.

Læremester

Mærkeligt nok har Hauch ingen egentlige elever. Han arbejdede for det meste alene i sit kabinet. Ved en enkelt lejlighed samlede han dog en større kreds til et fælles forsøg med voltasøjlen og lægen Nicolai Bøtcher, der bragte mange af Hauchs afhandlinger i sin fysiske årbog, kom der jævnligt. Det skete også, at unge talenter kom forbi og fik råd og vejledning. Det gjaldt f.eks. H.C.Ørsted, Thomas Buntzen og Ole Münster, men der var ikke tale om en egentlig oplæring.

Anerkendelse

Til gengæld gjorde hans artikler og hans lærebog ham kendt og respekteret i den videnskabelige verden. De blev oversat - oftest til tysk og en sjælden gang også til engelsk - og han fik tilbud om et professorat i fysik ved universitetet i Göttingen, som han dog afslog. I forbindelse med sit 50 års jubilæum som akademisk borger blev han hyldet i en tale af H C Ørsted og udnævnt til æresdoktor ved Københavns Universitet. Ved det store arrangement på skydebanen deltog 200, der festede til langt ud på natten. Så hans ord havde vægt. Han fik ofte rollen som sagkyndig når et naturfænomen skulle vurderes: I 1802 aflagde han beretning om en ny brændebesparende rørovn opfundet af Floberg, efter at han havde foranstaltet et forsøg, idet han havde installeret brændeovnen på slottet og fulgt dens nyttevirkning gennem en periode på flere vintermåneder. Og da Latour, den uforbrændelige spanier, optrådte i 1813 i København blev Hauch tilkaldt. Spanieren kunne gå ind i en varm ovn med en lammekølle i hånden og komme uskadt ud med den færdigstegte kølle. Hauch skulle kontrollere temperaturen. Af hans to termometre sprængtes det ene, medens det andet målte 145 grader Men også banebrydende forsøg satte han sit stempel på: I 1820 var han således vidne til Ørsteds forsøg med magnetnålen. Og hans vidnesbyrd sikrede, at Ørsteds artikel om opdagelsen blev optaget i Annalen der Physik, hvis redaktør ellers ikke havde megen tiltro til Ørsteds eksperimenter.